Diskusprolaps
Diskusprolaps – hvad er det, og hvordan hjælper vi?
En diskusprolaps opstår, når den bløde kerne i en diskusskive presses ud gennem de ydre fibre. Det kan irritere nerverne og give smerter, der stråler ud i benene (fra lænden) eller i arme og fingre (fra nakken). Nogle oplever også nedsat kraft, føleforstyrrelser eller stivhed i ryggen.
Diskusprolaps skyldes ofte overbelastning eller gradvis nedslidning af diskusskiverne, som ellers fungerer som kroppens støddæmpere. Faktorer som fysisk inaktivitet, hårdt arbejde eller genetik kan øge risikoen.
Behandling og forløb
Langt de fleste – over 90 % – kommer sig uden operation. Forløbet kan tage 6–12 måneder, men der er typisk fremgang allerede efter de første 8 uger. Med specialiseret fysioterapi, tilpasset træning og god vejledning kan du opnå effektiv lindring og genopbygning.
I den akutte fase:
- Skru ned for belastningen, men hold kroppen i gang med let bevægelse – det fremmer heling.
- Bevægelse må godt mærkes, men må ikke forværre smerterne.
- En tommelfingerregel: Smerter, der aftager i pause, er acceptable.
Når smerterne tillader det, igangsætter vi målrettet genoptræning:
- Vi fjerner trykket på nerven.
- Mobiliserer ryggen og styrker muskulaturen.
- Træner kroppen til at kunne klare hverdagens belastninger igen.
Hvornår er operation nødvendig?
Operation er kun relevant i cirka 10 % af tilfældene – oftest ved manglende fremgang efter 8 uger eller ved alvorlig nervepåvirkning. MR-scanning er kun nødvendig, hvis der er kliniske tegn, der peger på kirurgisk behov. En grundig undersøgelse og sygehistorie er som regel nok til at stille diagnosen.
👉 Vigtigt at vide:
Man kan godt have en diskusprolaps uden symptomer. Det er et helt normalt aldersfænomen – og kræver ingen behandling.
Hos Din Fysioterapeut – Aabenraa Rygklinik tilbyder Tina akut behandling og specialiseret fysioterapi med fokus på netop diskusprolaps. Vi hjælper dig trygt og målrettet videre – med færre smerter og mere frihed i kroppen.

Billeder: Injurymap