Nakkesmerter
Smerter i nakke, skuldre og øverste del af ryggen
Lider du af nakkesmerter, spændinger, hovedpine eller en følelse af, at hovedet er tungt og svært at bære? Måske har du haft hold i nakken, mærker stivhed eller hører en knasen, når du bevæger dig? Det kan også være, du døjer med følgevirkninger efter en diskusprolaps eller et piskesmæld.
Nakkesmerter kan vise sig på mange måder – for nogle sidder smerten lokalt, mens andre oplever udstråling til skuldre, skulderblade, hoved eller arme. Smerterne kan føles murrende, brændende, jagende eller trykkende, og ofte følges de af stivhed og nedsat bevægelighed.
Hvad skyldes nakkesmerter?
Der kan være mange årsager til, at man får ondt i nakken. I nogle tilfælde er der tale om en skade, i andre er det mere sammensatte faktorer som:
- Stress og psykisk pres
- Dårlig søvn
- Sociale belastninger
- Anspændthed og bekymringer
Forskning viser, at disse faktorer kan påvirke smerteoplevelsen i nakken – og mange oplever, at smerterne både kommer og går.
Nakkesmerter kan opstå allerede i ungdommen, og de rammer oftere kvinder end mænd. I løbet af et år oplever mellem 30 og 50 % nakkesmerter.
Hvis dine smerter er opstået pludseligt – fx efter et trafikuheld – kan smerterne være kraftige og konstante i starten, men de vil som regel aftage i løbet af den første uge, når helingen begynder.
Hvornår bør du søge læge?
Kontakt lægen, hvis du pludselig oplever ét eller flere af følgende symptomer:
- Besvimelser
- Synsforstyrrelser (dobbeltsyn eller tunnelsyn)
- Svimmelhed eller kvalme
- Synkebesvær
- Lammelser eller spasticitet
- Flakkende øjne (nystagmus)
- Kraftnedsættelse i arme
- Problemer med tale eller forståelse
Hvad kan du selv gøre?
Bevægelse er medicin: Hold nakken i gang i det omfang, smerterne tillader det. Gå små ture, cykl, og vend gerne tilbage til arbejdet, hvis det er muligt. Aktivitet, så længe det ikke forværrer smerterne eller giver mere udstråling, er en vigtig del af helingen.
Forvent smerte – men ikke for evigt: De første 3-5 dage efter en akut overbelastning er typisk de værste. Herefter begynder det at gå fremad for de fleste.
Variér dine stillinger: Der findes ikke én rigtig siddestilling – det vigtigste er, at du lytter til kroppen. Find de stillinger, hvor du har færrest smerter, og skift gerne ofte.
Ergonomi: Prøv at sætte en pude i lænden, når du sidder – det kan hjælpe dig med at rette dig op og aflaste nakken.
Få hjælp hos Din Fysioterapeut – Aabenraa Rygklinik
Jeg har specialiseret mig i behandling og forebyggelse af nakkesmerter gennem mange år. Med målrettet behandling og nogle enkle øvelser kan du hurtigt opleve bedring – og lære at undgå, at smerterne vender tilbage.


Billeder: Injurymap